S: Det er mit indtryk, at Mew var tidligt ude i forhold til at bruge visuals til koncerter. Hvad har det betydet for jer?

J: Jeg tror altid, det har gjort en forskel. Som da vi boede i England, og vi spillede små bitte pubs og sådan noget. Vi satte altid det der lærred op, og det tror jeg gjorde indtryk på folk. At man kom et andet sted hen.

Jeg blev oprindelig inspireret til det, da jeg så Flaming Lips i Vega i 2000. De samplede alle mulige klip fra populærkulturen, og det var helt deres egen stil. Og jeg tænkte, det kan vi også gøre. Men min tanke var, at jeg i stedet gerne ville lave noget, som var vores helt eget visuelle univers. Altså ikke klip taget ude fra verden, men noget skabt fra bunden.

Og så købte vi et kæmpe apparat – sådan et rød, grøn, blå – en tidlig, tidlig projektor, som vi har slæbt med rundt, det var forfærdeligt. Altid kæmpe problemer med at få det op. Videoerne kørte fra U-matic bånd, og hvis en af de andre så stod i øvelokalet og sagde, at de syntes, der skulle være længere tid mellem to sange, stod jeg der, nooooo, det er en nats arbejde for mig.

S: Folk aner ikke hvor lang tid, det tager.

J: Nej. Men jeg er meget glad for, at vi gjorde det. Vi kunne vise noget fantasi.

J: Ja, det var en musikvideo (Magenta, 2022), jeg lavede til mit og Tobias’ projekt Tachys. Tobias’ datter Hannah, som er skater, har filmet. Det meste er rå footage, som jeg har behandlet virkelig meget. Og det software, jeg bruger, er egentlig ikke beregnet til at arbejde sådan. Men jeg har fundet ud af at lave forskellige former for luminans og chroma keys og så lave sådan nogle nogle patterns i de alphakanaler, der kommer ud af det.

(Red: Det handler om på forskellig vis at udvælge forskellige områder og dermed kunne behandle de områder forskelligt – f.eks. indsætte flere lag).

S: Der er noget, der bevæger sig bagved …

J: Ja, de der mønstre inde i trøjen. De er faktisk lavet med en meget, meget gammel version af Macromedia Flash. Den funktion, der hedder tween.

S: Tween!? Åh, den savner jeg. Du bruger simpelthen stadig Flash?

J: Ja, jeg bruger stadig Flash til sådan noget her, men det kører jo kun på en meget gammel computer. Jeg blev ellers virkelig god til Flash Actionscript dengang. Det er sådan et helt sprog, man har lært, som er ubrugeligt nu. Jeg lavede f.eks. nogle computerspil, som man ikke kan spille mere.

Til alle jer, som zone’r ud lige nu. Bliv med os! Navnet Macromedia Flash tænder julelys i øjnene hos os, der nåede at opleve at skabe intuitive animationer og scripts med det program. Fil-formatet hed swf, og det fyldte ingenting – så helt perfekt til nettet. Men formatet blev indirekte aflivet af Apple med beslutningen om, at IPhone ikke skulle køre det (sådan er kapitalismen).

S: Suk. Og hvad med den maskeagtige ting her? Er det også Flash?

J: og så har jeg taget et billede af det og lavet en displacement mapping på det. Så det bliver 2D i 3D space. Som en 3D model, du bygger ud af noget, du har taget et billede af.

Det går op for mig, at jeg har taget for givet, at de visuelle universer overvejende var digitalt skabte.

Men nu gennemgår vi flere af de videoer, jeg har valgt ud. Landskaber og figurer, jeg troede var opbygget fra bunden i et 3d-program, viser sig at være bemalet modellervoks med fjer og glimmer. Noget af det er filmet med en mini-dolly i et hjemmelavet studio. Effekter er skabt ved at hælde blæk og glimmer i et akvarium med vand og filme det med en makrolinse. Først herefter er det bearbejdet digitalt i diverse programmer. 

Jeg bliver vist rundt i arbejdsværelset. Overalt er der spor af de umiddelbare arbejdsprocesser. Bøtter med maling, intermistiske opstillinger. Og så er der klippebordet. 

Mange d.y.i. filmskabere klarer sig med f.eks. at lære sig Adobe-pakken. Men her på skærmen hersker special effects programmer, jeg aldrig har hørt om.

J: Det her program hedder Nuke. Det er det, som de bruger til Spiderman – virkelig high end. Jeg kan ikke begribe alt, hvad det kan. Men jeg bruger det til det, jeg vil bruge det til.

J: Jamen, det er faktisk lidt aftageren til Flame og Inferno – de programmer, jeg blev oplært i.

I slutningen af halvfemserne arbejdede Jonas på et produktionsselskab i et gammelt pakhus langt ude i det vilde Nordhavn. Her blev han som helt ung oplært i special effects. Hvad man også kan se på bl.a. Mew’s første videoer og covers (mere om dem senere).

J: Jeg arbejder tit på egen hånd, når jeg laver visuals. De bedste ting, jeg laver, er dem, hvor jeg ikke har noget mål. Men hvor jeg bare sidder og leger med nogle ting og så pludselig tænker, det dér er godt.

Jeg elsker, når jeg finder på en eller anden måde at gøre ting på, men det er helt vildt meget arbejde, så det er jo ikke noget, der sker hver dag. For eksempel da jeg lavede videoen til Making Friends. Da havde jeg det sådan: Dét her har jeg aldrig set før. Jeg har aldrig set nogen lave det her look, folk kommer til at synes, det er for vildt. Men der var ikke den store respons – de fleste er ligeglade, de vil hellere se et band, der står og spiller rock. Virkelig kedeligt.

S: Folk kan ikke altid se at noget er nyt. Ikke før det er blevet kopieret nogle gange, og er blevet til en trend. Men der vil altid være nogle, som lægger mærke til det nye og til detaljerne. Og de bliver totalt lykkelige.

J: Ja. Og vi har heldigvis mange kreative fans, som virkelig sætter pris på de der universer.

Så, det nærmest naivt analoge møder virkelig avancerede computerprogrammer i Jonas’ arbejde. Og noget af det sælsomme er, at de færdige udtryk er så forskellige. Fra cute til nærmest mareridtsagtigt, hallucinerende. Men bestemte typer landskaber og figurer går igen. Og det hele har en undertone af noget – ufortalt.

J: Ja, det gør jeg. Og jeg har hørt mange fortolkninger. Der er f.eks. en podcast der hedder Mew X hvor fans fra forskellige lande sidder og prøver at analysere det hele, også sangteksterne. Det er virkelig sådan – svævende.

S: Men der er en visuel rød tråd gennem årene, hvor du gentager temaer ret konsistent, mens teknikken udvikler sig og er eksperimenterende. Og helt centralt er din brug af masker, ofte sat på menneskefigurer. Nogle er uformelige og gyseragtige. Andre ser nærmest arketypiske ud – som om de er trådt lige ud af folklore og myter.

J: Ja, meget af det jeg laver er jo væsner – eller ja, masker på en måde. Det er måske noget med at tage fokus væk fra sig selv eller forklæde sig selv.  At gemme sig bag noget.

For mig giver det ikke altid mening at skulle forklare tingene. Hvis der endelig er noget at forklare, så kan det jo forfladige det. Jeg er selv blevet skuffet nogle gange, når jeg har hørt meningen bag noget.

Men der er jo en eller anden drømmen sig væk fra virkeligheden, en form for eskapisme i det, jeg laver. En reaktion på virkeligheden, men også en refleksion af den, hvor man ligesom gør det til noget andet, noget bedre. Og det giver mig også en undskyldning – folk kan se på noget andet end mig.

Jeg tænker på koncerter, jeg har været til – med og uden visuals. Og jeg tænker på, hvordan en performance i sig selv kan være en visuel projektion, der går begge veje.  

J: Helt klart. Jeg møder rigtig mange performere, hvor det slet ikke ligger til deres natur at performe. Der er mange, der ender med at skulle alt det der, fordi de bare gerne vil lave noget musik. Ligesom kunstmalere, som er nødt til at stå til åbninger på gallerier og snakke om deres kunst. Altså, det er jo slet ikke sikkert, at man er bygget til det.

J: Gode gamle dage. Der var du med?

 J: Hvor vi lignede noget fra Oliver Twist.

 J: Var det ikke din veninde, der var inde i bjørnen?

 J: Hmm, videoen ser ret hjælpeløs ud nu.

J: Jeg tror kun den blev kørt ud i PAL format, 720 x 576 pixels. Det er før 2k – den er jo lavet til fjernsyn. Måske kan man AI-opskalere den? Men den blev faktisk filmet på film. Jeg kan huske, at jeg glemte filmrullerne på bussen. Helt forfærdeligt. Heldigvis fik vi dem igen.

S: Jeg har en anekdote fra den tid, som overbeviste mig endnu mere om, at det her interview var en god idé, he he… den er fra jeres første pladeselskab: Mew blev nomineret til en Grammy i forbindelse med jeres debutplade. Bedste nye navn eller sådan noget – en stor ting dengang. Men du var efter sigende overhovedet ikke glad, du var bare skuffet over at I ikke var nomineret for bedste video.

J: Vi vandt noget forskelligt senere. Det er virkelig ikke noget, jeg går op i længere.

Mews allerførste video (I Should Have been A Tsin-tsi For You, 1997) var instrueret af Nicholas Winding Refn og filmet i Danmarks ældste grillbar på Istedgade. Jonas stod for special effects, bl.a. røg, der kom ud af munden på en drage. Få år senere blev Mew nomineret for bedste video, Mica (2000), en computerspil-inspireret sag, som Jonas skabte grafik og animation til.

J: Men til Mica byggede jeg en hel storby op i 3d. Jeg var på arbejde om dagen, og så blev jeg siddende, når jeg fik fri, og arbejdede hele natten på videoen. Og så lod jeg som om, jeg bare var kommet lidt tidligt.

Jeg sov nærmest ikke i 3 uger, det var fuldstændig sindssygt, og jeg blev simpelthen så syg bagefter. Og videoen. Den er da meget sjov, men … Tjah, jeg synes, den er ok imponerende for sin tid, i forhold til at det bare var mig, der sad og lavede den på en computer.

Min plan var at afslutte samtalen med en snak om pladecovers. Med tre bandprojekter + nogle kunstneriske samarbejdsprojekter er der blevet en udsendt en del.

Et par af omslagene har Jonas selv designet. Flere er skabt af internationalt kendte designere, et enkelt har hans vens datter lavet. Og alle covers føjer sig, trods stor forskellighed, ind i et samlet hele.

På nær to covers, som skiller sig radikalt ud. Da jeg spørger ind til dette, tager samtalen en uventet drejning.

J: Det er nogle af Magnes designvenner, der har lavet det …

J: Ja. Apperatjik (dannet i 2008) er jo Guy fra Coldplay og Magne fra A-ha, mig, og så en svensk producer, der hedder Martin Terefe. Og i Apperatjik har vi etableret hele vores æstetiske univers omkring mange-verdens fortolkningen.

Til min store overraskelse følger nu en omfattende fysik-gennemgang. Vi begynder med Madame Curie og kommer rundt om Bohr og Schrödinger (inkl. kat). Om erkendelsen, at elektronen ikke opfører sig forudsigeligt som en måne om en planet, men kan være mange steder på én gang (super-position). Og at partiklen samtidig kun er ét sted, når man observerer den. I 1952 er der så en fysiker, Hugh Everett den tredje, som fortolker kvantemekanikken som, at vi kun er én af mange versioner af os selv, som betragter elektronen.

På dette tidspunkt er det naturligvis gået op for mig, at Jonas taler om multi-verser, også kendt som parallelle universer.

J: … Så, når elektroner er i superposition, så vil det sige, at noget både sker og ikke sker. Hver gang, der er en super position, så er tanken at universet splitter, og det forgrener sig mere og mere, og derfor kan der være uendeligt mange versioner af dig. Man kalder det amplified weirdness.

Apperatjiks inspiration fra mange-verdens fortolkningen lyder mere som et legende fundament end som et dogme. Jonas fortæller om det internationale musikkollektivs arbejde med tilfældighed. Om hvordan de lavede en spontan plade på 9 dage i en norsk skihytte. Og at den næste plade lavedes som et åbent eksperiment.

J: … Alle måtte være med. Også folk, vi ikke kendte. I Apperatjik har vi en regel: Man må ikke sige nej til andres idéer, men man må godt tage dem og så lave dem om. Det har været forfriskende for mig, som har været så kontrolfikseret hele mit liv.

Jonas’ bemærkning får mig til at tænke på, hvordan kreativ kontrol kan være mange ting. Den kontrol, man enten tager eller slipper i en gruppe, er en anden end den kontrol, man skal udøve, når man arbejder alene. Hvor man nogle gange bare skal huske at stoppe.

Så taler vi lidt om kunstproduktion som noget, der er konstant igang, og hvor der ofte opstår et overskud af idéer. Hvordan man aldrig skal forsøge at gemme de mest spændende bidder til senere, men altid bruge dem her og nu. Og om den gnist, som skal være der.

J: Man skal aldrig nøjes med at lave noget, som er godt nok. For hvis ikke du synes, det er det bedste, du kan lave – så er det ikke godt nok.

Se mange af videoerne – og flere endnu – på Jonas’ egen hjemmeside jonasbjerre.com
Se artwork til salg via instagram/jonasbjerreofficial

NB de fleste af billedeksemplerne i artiklen er genereret  fra skærmbilleder fra YouTube-videoer.

Især de tidlige videoer er i meget lav opløsning. Så bær over med kvaliteten.

Jonas Bjerre, f. 1976, komponist og visuel kunstner.
Medlem af: Mew (1995-), Apparatjik (2008-) , Taschys (2021-)
Desuden skaber af: Artwork, videoer og visuals. Og filmmusik.